Der vil være efterspørgsel efter denne bog ikke bare blandt Johannes Larsen-entusiaster og Søren Ryge-fans, men også blandt dem, der leder efter en god gave. Selv på bibliotekerne vil den formodentlig møde stor efterspørgsel.
Johannes Larsen og Søren Ryge er på forhånd kendt af de fleste, og en bog der præsenterer dem sammen på et udstyrs- og layoutmæssigt topniveau, vil de fleste i bogbranchen med det samme genkende som en sikker succes. Søren Ryge har på opfordring skrevet en række tekster til Johannes Larsens billeder. Dels samlende tekster som har karakter af små essays og som kredser om Ryges egen livslange glæde ved natur, og dels billedkommentarer hvor han viser sit øje for detaljen. Undervejs får han selskab i enkelte af kommentarerne af Jens Olsen, der af mange betragtes som Larsens ligemand på flere felter. Ryge har formidabelt overblik over stoffet, og hans erindringer om fugle og natur strækker sig fra den tidligste barndom til det hans egen søn lærer ham om fugle. Belæst er han også, og hans brug af små, næsten glemte digtstrofer overgås ikke. Alle elsker Johannes Larsen. Nogen kan ikke lide Søren Ryge, og det er i denne forbindelse synd for dem.
Johannes Larsens kunst er velbeskrevet. Erland Porsmoses Johannes Larsen giver et bedre kunsthistorisk overblik, men nærværende bog skal fremhæves for den personlige vinkel, Søren Ryge leverer.
Ubeskriveligt smuk bog, hvor Søren Ryge viser sig fra sin bedste side i sine kommentarer til Johannes Larsens kunst.