Naturkoder

Naturdigte hvis kortform og meget personlige billedsprog henvender sig til læsere, der er fortrolige med modernismens komprimerede formsprog.

Betydningsmæssigt og sprogligt er Claus Willumsens digte komprimeret til det yderste. Ofte kun koder eller anslag hvor alle forklarende "mellemregninger" er udeladt til fordel for små, koncentrerede udsagn, der har naturen som omdrejningspunkt: "Møl/ er/ flydende/ galakser/ i/ drift/ mod/ stilhed." Vækster, dyr, omgivelser og stemninger beskrives i teksterne minutiøst og helt tæt på, eller der zoomes ud i større natur-rum, hvor der også er spor af kultur og menneskelig aktivitet. Derved får nogle af digtene også en kulturkritisk dimension, men de fungerer bedst, når de holder sig til det nære og sansede og giver afkald på billeder, der har en tendens til at blive fortænkte og konstruerede og ikke giver læseren mulighed for at bryde de koder, der er forudsætningen for forståelse og tilegnelse.

Uden direkte at referere til nogen litterær tradition har Claus Willumsens digte træk til fælles med naturlyrikere som Peter Nielsen og Eske K. Mathiesen. Claus Willumsen debuterede i 2009 med novellesamlingen Berømte sidste ord.

Digte som både betydningsmæssigt og formelt vil skære helt ind til benet, men desværre også tenderer mod at blive lidt for villet dunkle og hermetiske.

Læs hele vurderingen