Med ingen ringere end NBA-MVP Kevin Durant fra Oklahoma City Thunder på forsiden, brager "NBA 2K 15" frem over banen med vilde driblinger, hurtige fødder, frække finter og fantastiske scoringer. Med "NBA 2K 15" er det 16. spil i serien udgivet. For basket-fans fra 12 år.
"NBA 2K 15" byder igen på masser af basketball i en række forskellige spilmodes og med hold fra både NBA og Europa. Den populære karriere fra NBA 2K14 (Playstation 3) er medtaget sammen med en række andre spilmodes. Der er således masser af modes og muligheder at lege med. Musik af bl.a. Lauryn Hill, Red Hot Chili Peppers og Depeche Mode. De mange modes, karrieredelen og muligheden for at samle sit eget hold, giver spillet en lang levetid.
Spillet byder på fantastisk skarp kontrol, flot grafik og et rigtig godt soundtrack. Men ellers relativt få opdateringer i forhold til "NBA 2K 14". Holdene er ført up to date og der er pillet ved AI'en og de forskellige spilmuligheder, men generelt føles spillet som en velfungerende opdatering af sidste års version. PEGI 3. Sprog: engelsk.
EA Sports "NBA live"-serie er den eneste reelle konkurrent til "NBA 2K"-serien på den nye generation af konsoller og sidste år var det helt klart "NBA 2K"-serien, der havde fat i den lange ende.