"Det ser sort ud. Meget sort. Alle er bange. Dét er undsluppet fra Shetland, og intet vil nogensinde blive det samme igen." 1. del i serien "Mørkt stof" - en dystopisk fortælling om overlevelse og kærlighed. For både unge og voksne læsere, med hang til dystopier.
10-årige Callie er forsvundet. Da hendes bror Kai møder pigen Shay, genfinder han håbet om at finde søsteren, idet Shay så Callie stige ind i en bil, den dag hun forsvandt. Mens Kai, Shay og Callies mor leder efter Callie, udbryder der en frygtelig og dødbringende epidemi, der spredes med lynets hast. Nu er det ikke kun et kapløb med tiden, men også mod døden. Er dette en trussel mod hele menneskeheden? Og hvad er sammenhængen mellem Callies forsvinden og den frygtelige epidemi? Bogen skifter synsvinkel mellem Callie og Shay. Teri Terry er bedst kendt for serien "Slettet".
En velskrevet og tankevækkende dystopi for unge og voksne læsere, om overlevelse, ondskab og forvandling, men også om kærlighed. Med udgangspunkt i kvantefysik, partikler og bølger, holdes læseren fast i intens spænding. Hvad er der blevet forsket i? Er det en kur mod kræft, eller er det et kemisk våben? Én af årets bedste dystopier.
Kan bedst sammenlignes med samme forfatters dystopiske serie "Slettet", og har desuden meget tilfælles med serier som Marie Lu's "Legend" serie og naturligvis "Hunger Games".