Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Nekropolis


Beskrivelse


Fantasy. De Gamle er vågnet, og den sidste Portvogter er blevet genkendt. Nu indledes en jagt på at blive de første, der når frem til hende og endeligt få samlet De 5, der er de eneste, som kan redde verden mod De Gamles magt.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. sep. 2009

af

af

Martin W Hansen

d. 23. sep. 2009

Velegnet til de action-glade drenge fra ca. 12 år og opefter. Vil dog kun egne sig til dem, der har læst de foregående tre bind.

Forfatteren, først og fremmest kendt for sin serie om Alex Rider, er kommet rigtigt godt i gang med sin tredje lange serie på dansk. Dette er fjerde bog i hans serie om De 5, som er en spændingsserie med overnaturlige elementer. Oplægget er set før: nogle overnaturlige væsner, som vi kun kender som De Gamle, er vågnet fra en dyb, tusindårig søvn, og nu har de besluttet sig for at lægge Jorden øde. Det siger sig selv, at det kun er fem teenagere der er i stand til at stoppe dem. Men det gør nu ikke så meget med klicheerne, for forfatteren kan sit kram, og kaster os hovedkuls ud i en tempofyldt, spændingsmættet thriller, der holder dampen oppe lige til den sidste side, hvor den (naturligvis) ender i en nervepirrende cliff-hanger, så man næsten ikke kan vente på at få mere. Det er en rigtig god serie, og jeg vil påstå at dette bind er det bedste i den. Sproget er forholdsvis let at læse, og man stryger lige igennem, hvis man er bekendt med forfatteren. Forsiden er spændende og dyster og skal nok lokke den rette målgruppe til.

Hvis man kan lide action-fyldt, overnaturlig spænding kan jeg varmt anbefale Michael Scotts serie om Den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder, som ligger meget nær den mytologi som Horowitz benytter her.

Det tegner til at blive en rigtig god serie, hvori dette bind foreløbigt er det bedste.