Serien Små bøger om store personer har tidligere budt på portrætter af Mother Teresa, Martin Luther King og Knud Rasmussen, hvor Højer Mikkelsen stod for sidstnævnte. Her leverer han så en spændende og bevægende biografi om høvdingesønnen Nelson Mandelas liv fra opvæksten under statelige kår som Thembu-kongens plejesøn over uddannelsesårene og kampen for at etablere sig som advokat for sorte, der blev uretfærdigt behandlet, det vanskelige familieliv, tiden under jorden og de 27 år i fangenskab til præsidenttitel og Nobelpris og officielle besøg, også i Danmark. Sproget er godt og emnet særdeles vedkommende, også for elever fra 7. klasse og opefter, selvom der objektivt set er tale om et referat på 105 tæt beskrevne sider, hvor det eneste illustrationsmateriale er 8 s/h fotos af halvofficiel portrætmæssig karakter samt 2 små utydelige s/h gengivelser af sydafrikanske frimærker. Det er ikke en bog, der kan konkurrere med tidens farvestrålende udgivelser om de unges opmærksomhed. Til gengæld er det en vigtig og anvendelig bog, som udfylder en tom plads i skolebiblioteket.