Grib din yndlings nerf-gun og kæmp mod robotter eller andre spillere. Shooter fra 7 år.
I Nerf legends kan du i solo- eller multiplayerspil skyde med nerf-guns i en futuristisk og meget farvestrålende verden. Spiller du alene, er du oppe mod robotter, som skal besejres igennem 6 levels, med en boss til sidst i hvert level. Hvert level har derudover nogle simple puzzles, som du skal løse, for at du kan avancere til næste del. I multiplayer, som er for 2 til 8 spillere, er kampene enten free for all eller 4 mod 4. Du kan vælge mellem i alt 15 opgraderbare nerf-guns, hvor du selv kan vælge farven, og du kan bruge forskellige darts, som har unikke egenskaber. Sproget er engelsk.
Nerf-guns er med rette populært legetøj, men dette spil er en jammerlig omgang. Det mest basale for shootere er, at det at skyde har en vis underholdsværdi i sig selv - det kan være den realistiske akkuratesse eller fantasifuld bulder og brag. Men i dette spil er det bare kedeligt. Nerf-guns giver ingen rekyl eller pistollyde, hvilket sådan set er realistisk, men det fungerer bare rigtig dårligt i spilform. Derudover giver fuldtræffere ingen reaktion fra den du rammer. Når du endelig får skudt en modstander tilstrækkeligt antal gange, så forsvinder vedkommende blot ud i luften. Banerne er generelt kedeligt designet, grafikken er elendig og lyden/musikken bliver man meget hurtigt træt af. Sværhedsgraden i solospil er lav pga. ringe AI og kan magtes fra 7 år. PEGI: 7 og ikon for vold og in game-køb.
Lignende er Rocket Arena (Playstation 4).