Ishockeyspil. NHL-seriens 24. spil i rækken - opdateret til 2014/2015-sæsonen i NHL-turneringen, samt ishockey-ligaerne i Sverige, Finland, Tyskland, Tjekkiet og Schweiz. Fra 10 år.
Spilleren har mulighed for at skabe sig en ishockey-karriere helt fra bunden - som en enkelt ishockeyspiller eller som et helt hold. Man kan også blot vælge et etableret hold, fra en af de rigtige turneringer. Der er mange forskellige game modes og turneringsformer at vælge imellem, selvom dette års udgave har færre valgmuligheder end de senere års udgaver. Den danske liga er ikke med. Det danske heavyband Volbeat har dog leveret en sang til spillets soundtrack. Sproget er engelsk. PEGI: 12 og ikon for vold pga. de uundgåelige nævekampe på isen.
Spillet har fået en del kritik, fordi enkelte game modes er begrænset eller helt fjernet. I mine øjne er spillets centrale aspekter dog forbedret markant. Grafikken er naturligvis opgraderet kraftigt, da dette er første udgave på nyeste konsol-generation. Ansigter, tøj, animationer og ikke mindst tilskuerne er langt mere virkelighedstro. Puckens dynamik er også gjort mere realistisk. EA Sports nævner selv flere forbedringer, som skulle højne realismen, men de er nu svære at få øje på, når de hektiske og underholdende ishockeykampe drøner derudaf. Største minus er, at den danske liga desværre ikke er med.
EA Sports NHL-serie er markedets eneste ishockeysimulation. Forbedringerne fra sidste version, NHL 14, er tilfredsstillende store.