Ikke uden berettigelse har man ventet på det store fra Vagn Lundbye, og her er det. Nico er uden al tvivl hans mest helstøbte værk, et sandt kunstnerisk gennembrud. Bogen er i sin form stærkt påvirket al collagen, en samling tekster uden ydre sammenhæng, men holdt sammen af fælles idé. Nico med det fascinerende og drømmende ansigtsudtryk, der er gengivet med nøjagtig det samme billede på 32 sider af bogen, er en veninde til den berømte amerikanske popkunstner og filmmand, Andy Warhol. Men hun er nærværende på hver side i bogen, ikke blot konkret som en repræsentant for sig selv og kredsen omkring Andy Warhol, men som et billede på døden. Døden er her, som i Lundbyes tidligere værker, den egentlige hovedperson, som han besat kredser om uafbrudt. Men det er ikke den død, som er altings ophør, det er den hvor alting begynder, hvor begreber som tid, sted og rum er ophævet, et nirvana hvor alt smelter sammen i harmoni. Det er dette nirvana, alle bogens tekster stræber henimod, og ienkelte nås en digterisk forløsning af sublim enkelhed.