Nim og den hemmelige ø er en spændende og visuelt flot fortalt adventure-historie om en 11-årig pige, der for alvor kommer til at lære at stå på egne ben. En underholdende familiefilm, der vil have bred appel.
Nims mor døde, da hun var lille, og nu bor den 11-årige pige sammen med sin far på en rigtig ønskeø langt ude i Stillehavet. De er de eneste mennesker i dette lille naturparadis og bortset fra faderen, der er havbiolog, er hendes bedste venner en pelikan, en søløve og en lille øgle. Når hun ikke er sammen med dem, sluger hun spændende romaner om eventyrhelten Alex Rover. På forunderlig vis kommer netop Alex Rover til at spille en central og hjælpende rolle, da Nims far forsvinder under en storm, og freden på øen samtidig trues af mænd fra skibet Fribytteren.
Instruktøren Mark Levin kendes fra børnefilmen Little Manhattan. Nim og den hemmelige ø har i øvrigt elementer tilfælles med fx Alene hjemme-filmene og Peter Pan.
Nim og den hemmelige ø er et moderne eventyr om pigen, der overvinder tabet af sin mor og modnes. Hun bliver med filmens ord helten i sin egen historie. Det er en sød film fuld af humor, finurlige figurer og spænding. Dens største styrke er dog visualiseringen - den er fantastisk flot. Drenge og piger vil lappe filmen i sig, og de voksne vil også føle sig godt underholdt på trods af nogle svagheder i det ellers originale plot samt i persontegningen.