Lækkert layout og fornemt design signalerer gennemført kvalitet. Det passer til indholdet af mesterlige fotografier og madkunst på højt niveau. Den over 2 kilo tunge bog er en udpræget coffee table-bog, der henvender sig til gastronomisk interesserede. Bogen fortæller også historien om restaurant Nimb i Tivoli, og den kan derfor have lokalhistorisk interesse.
I foråret 2008 åbnede gourmetrestauranten Herman i Tivoli som en del af Nimb. Køkkenchefen Thomas Herman fortæller om de overvejelser, der ligger til grund for indretningen, og den oplevelse som gæsterne skal have ud af et besøg. Maden tager udgangspunkt i det traditionelle danske køkken, men får sit helt eget udtryk i Thomas Hermans version. Bogen er en kogebog, hvor de færreste amatørkokke kan genskabe retterne, men små tip og dele af opskrifterne kan være spændende at efterprøve. Der er et helsides fotografi af den enkelte ret, der understreger anretningens kunstnerisk betydning, men også fremragende fotografier af detaljer, interiør og personale, som giver et godt indtryk af stedets ånd.
Thomas Hermans første kogebog Brændende kærlighed med opskrifter, der fornyer det danske køkken, har en lavere sværhedsgrad. Restaurant Herman har fået en stjerne i Guide Michelin. Restaurant Noma, der fortolker det nordiske køkken, er ligeledes med i Guide Michelin, og deres opskrifter kan ses i Noma.
En kvalitetskogebog for gastronomisk interesserede, som det er en nydelse at kikke i.