De to bøgers hovedpersoner og temaer henvender sig til piger i 1. klasse, som lige har brudt læsekoden (lix 4). Ligesom i de to første bøger i serien er Nina hovedperson. Bøgerne kan bruges til læsetræning og desuden indgå i et tema eller give anledning til en snak i klassen om mobning og venskaber.
I Nina tager mod til sig spiller Julie violin for klassen. Nogle af børnene gør nar af hende, men Nina forsvarer Julie. Hun får endda selv lov til at gå til violin. I Nina får nye venner spiller Nina violin til klassens krybbespil. Klassens mobbende pige, Emma spiller Jomfru Maria. Hun bliver syg, og da Nina besøger hende, opdager hun, at Emma har et problem - hendes far drikker. Det bliver starten på et nyt venskab. Sproget er enkelt og dialogfyldt med korte sætninger og få ord på hver linje. Bøgerne er gennemillustreret med let karikerede stregtegninger i farver.
Der findes flere letlæsningsbøger, der handler om børns indbyrdes relationer. Lasse-bøgerne af samme forfatter er en pendant til drengene.
To små letlæsningsbøger om et - desværre - eviggyldigt emne, som vil være genkendeligt for målgruppen af piger i 1. klasse (7 år). Bøgerne kan anvendes til læsetræning. Der er planlagt flere bøger i serien.