Skægge og charmerende ser de ud, de store udstoppede nissedukker lavet i rene naturmaterialer. Grundmodellen er Rudolf Steinerskolens waldorf-dukke med krop og hoved syet i bomuldstricot udstoppet med uld. Der er meget grundige syanvisninger til en nissemand/kone ca. 50 cm høj, lidt mindre nissebørn og nogle smånisser. Der er gjort meget ud af detaljerne, og alt er nøje beskrevet. Fra udstopning af hoveder, til formning af hår og skæg af ukartet fåreuld og syning af fingre og fødder. Dukkerne er udstyret med syet og strikket tøj i traditionel norsk stil. Mønsterstrikkede trøjer, bukser med pyntebånd på selerne og spencerkjoler. Røde huer, filthatte og støvler mangler heller ikke. Arbejdstegninger, mønstre i fuld størrelse og fine farvefotos fuldender en kær bog, som på grund af sin sværhedsgrad mest er for voksne. Og med lidt andet tøj kan dukkerne iøvrigt også bruges uden for nissesæsonen.