Historien om Noas Ark som flapbog for de 2-4-årige, som kan få en kort introduktion til denne bibelhistorie.
Over 4 opslag fortælles ganske kort Gamle Testamentes beretning om Noas ark. De 4 opslag viser henholdsvis byggeriet af arken og folk som griner af Noa, dyrenes ombordstigning, en scene fra arken under turen, og sluttelig arken som kommer på land, og dyrene som forlader den. Ved hvert opslag stilles spørgsmålet "Kan du finde..." og ved at trække i et håndtag kommer dyret eller personen til syne. Endvidere er bogen forsynet med kighuller. Håndtagene og figurerne af pap er ret solide, men vil have en noget begrænset levetid på bibliotekerne. Juliet Davids korte tekst fungerer fint. Hun har skrevet seks andre børnebøger med bibelsk indhold. Der findes to andre udgivelser på dansk med Sarah Pitt som illustrator. Illustrationerne er joviale, farvestrålende og søde men ikke specielt originale.
Noa og hans båd (12/11) - også skrevet af Juliet David - er en tilsvarende bog for samme aldersgruppe. Endvidere er kommet Noas ark med føleeffekter (11/18) af Caroline Jayne Church. Jeg synes den sidstnævnte er den mest vellykkede af de tre. Med omkring 7 billedbogstitler inden for de sidste 3-4 år om Noas ark er emnet godt dækket ind.
Over fire farvestrålende opslag fortælles ganske kort men udmærket den ofte fortalte historie om Noas ark for de små. Bogen er forsynet med håndtag og figurer af pap med en begrænset levetid i biblioteksverdenen.