Bøger / skønlitteratur til børn / eventyrlige fortællinger

Nøddeknækkeren


Beskrivelse


Billedbog. Genfortælling af Hoffmanns eventyr om den lille pige, der af sin gudfar Drosselmeier får en nøddeknækker i julegave. Om natten drømmer hun om nøddeknækkeren, der forvandles til en rigtig prins.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. sep. 2002

af

af

Mads Overmark (skole)

d. 11. sep. 2002

Et, for de fleste børn, mindre kendt eventyr i en forenklet udgave. Nøddeknækkeren og Musekongen (97/39) er en tidligere og noget mere omfattende udgivelse til den samme målgruppe, nemlig børn i indskolingen. Pigen Marie får en magisk nøddeknækker af sin gudfar i julegave. Julenat bliver den levende og tager hende med på eventyr, hvor den viser sig at være en fortryllet prins. De kæmper mod Musekongen og rejser til landet lavet af sukker. Vi befinder os i et område, hvor grænserne mellem drøm og virkelighed er udviskede. En oplevelse, der forstærkes af slutningen på bogen. Sproget er smukt og sanseligt med en del metaforer, der sammen med de dæmpede og grynede illustrationer af Ian Beck udgør en smuk helhed. Dette er en julebog, som de blev lavet før verden gik af lave! Det er dog ikke nogen lettilgængelig bog. Det er ikke givet, at børnene selv vil tage den fra hylden på grund af omslagets lidt gammeldags udseende. Får de den læst og formidlet, er der sikkert mange af dem, der vil synes godt om det mystiske univers, som bogen formidler.


Bibliotekernes vurdering

d. 11. sep. 2002

af

af

Susanne Thøfner

d. 11. sep. 2002

Denne enkle genfortælling af Hoffmanns eventyr fortæller historien om den lille pige, der af sin gudfar Drosselmeier får en nøddeknækker, udformet som en mand, i julegave. Om natten drømmer hun om nøddeknækkeren, der i spidsen for legetøjssoldaterne nedkæmper musenes hær for til sidst at blive reddet af hendes kærlighed og forvandlet til en rigtig prins. Historien suppleres fint af de mange små og store, lidt naive og tilstræbt gammeldags pennetegninger, der er farvelagt med akvarel i klare farver. Teksten signalerer også gamle dage med sit ordvalg, men er forholdsvis mundret. Nøddeknækkeren og musekongen (1996) var en langt stærkere billedbogsudgave af eventyret, beregnet for de større billedbogslæsere. Denne lidt tandløse genfortælling retter sig derimod mod de noget yngre billedbogslæsere. De får her en portion gammeldags hygge krydret med lidt dramatik, og de vil måske undre sig over, at en pige kan være tilfreds med at få en dum nøddeknækker i julegave, mens hentydningerne til pigens udvikling vil gå hen over hovedet på dem. Fra ca. 4 år.



Informationer og udgaver