Hermed udkommer endnu en selvbiografisk roman af Marie Cardinal. En midaldrende kvinde med tre halvvoksne børn, to døtre og en søn, bor i en 4-værelses lejlighed i Paris. Nøglen sidder altid idøren, så børnene og deres mange vekslende kammerater kan komme og gå, som det passer dem. Kvinden er vokset op i Algier og har en borgerlig baggrund, men har lagt tingenes og menneskenes tyrannibag sig og lever i en periode for at forsøge at hjælpe alle disse unge. Ind og ud passerer flippere, punkere, rockere m.m., men fælles for alle de unge er deres mangel på forbilleder ogtraditioner, deres dybe rodløshed, forvirring og manglende håb, som følge af den utryghed, der har karakteriseret deres opvækst og den dystre fremtid, der tegner sig for dem. Men dybest set ejer defleste alligevel ungdommens uskyld og livsmod, en kendsgerning, der får bogens hovedperson til trods alt at tro på dem og deres muligheder. Ofte skuffes hun, og til slut er hun i tvivl om, hvorlænge nøglen skal blivesiddende i døren. En livsklog bog, der siger mange ting om ungdommens situation, der gælder lige så godt i Danmark som i Frankrig.