Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Nøglens vogtere. Bind 1 : Den gyldne nøgle


Beskrivelse


Tvillingeparret David og Laura tilhører den familie, som er udset til at vogte "Den Gyldne Nøgle", som er en magisk nøgle, der kan åbne adgangen mellem to parallele verdener. En morderisk sekt fra den anden verden er ude efter den magiske nøgle og bortfører tvillingernes forældre.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 2012

af

af

Vera Hollerup

d. 16. apr. 2012

Denne bog henvender sig til fans af fantasy og spænding. Bogen henvender sig til både piger og drenge fra 11 år. Både titel og den flotte forside viser med al tydelighed, at indholdet er spænding og mystik. Bogen kræver ingen speciel formidling.

Herværende bog er den danske forfatters debut, og det må siges at være en meget lovende start på et nyt forfatterskab. Bogen, der er første bind i en ny fantasy-trilogi, er meget velskrevet med et godt og originalt plot. Tvillingeparret David og Laura bliver kidnappet af Sultan Boabdils håndlangere og ført til en parallelverden - nemlig kongedømmet Granada i Spanien i år 1492. Tvillingerne tilhører en slægt, der er udset til at vogte "Den Gyldne Nøgle", som har magisk kraft og kan åbne adgangen mellem de to verdener. Børnene forsøger nu at finde nøglen og få adgang til den verden, hvor deres forældre holdes fanget. Sproget er flot og flydende, handlingen er godt bygget op, og personerne fremtræder interessante og nærværende. Meget af indholdet er baseret på historiske kilder, og forfatteren udviser stor indsigt i disse forhold og formår ubesværet at putte lidt historisk paratviden ind i et spændende og underholdende plot.

Denne bogs læsere bør også stifte bekendtskab med Philip Kerrs fantasy-serie Lampens børn, der også handler om et tvillingepar af begge køn.

Det er en meget vellykket debut, og man glæder sig til næste bind. Bogen er underholdende og spændende, og den bærer præg af talent, grundig bearbejdning og fagligt overblik.


Weekendavisen

d. 22. juni 2012

af

af

Damian Arguimbau

d. 22. juni 2012