Krimi i serien om efterforskeren William Wisting. Handlingen er inspireret af en af Norges mest chokerende mordsager. For krimilæsere.
Det er sommer og solen bager over den sydnorske havneby Stavern. Her bliver mordefterforskeren William Wisting kaldt ud til fundet af et lig. Han mødes af en yderst makaber mordscene. Offeret har været død i en uges tid og er blevet efterladt nøgen, bundet og er tilsyneladende blevet tortureret. Det er en ensom mand uden familie eller bekendte. Offerets lejlighed findes gennemrodet og vandaliseret. Det virker som om, nogen har ledt efter noget bestemt, dog uden held. Wisting skal nu til at efterforske dette brutale mord, der fremstår helt uden motiv. Fortællestilen er skiftevis alvidende fortæller og jegfortæller.
Spændende og nærværende krimi. Indskriver sig i serien af bøger om William Wisting med vanlig fokus på efterforskningsarbejdet. Inspirationen fra et virkeligt mord giver denne en ekstra grum stemning og muligvis en øget efterspørgsel. Den skiftende fortællestil, når Wisting fx udspørger nogen i sin efterforskning, giver den spænding og overraskelsesmomenter og giver et realistisk billede af en efterforskning.
Stilen lægger sig op ad Jørn Lier Horsts andre krimier. Der kan også drages paralleller til fx Håkon Nesser og Leif G. W. Persson, der har den samme realistiske tilgang til opklaringsarbejdet.