Ny serie Dingo. Overtro - her i Dingo. Grøn for de første læsere. Christian Højgårds uhyggelige forside skal nok fange målgruppens interesse.
Bogen har dele - første del, der skaber rammen om den egentlige historie ved at fortælle om tiden, hvor overtro havde fat i den almindelige befolkning, og i dette tilfælde få præsenteret Nøkken. Dernæst kommer historien om spillemanden Sven, som bliver bedre til at spille på violin ved at overnatte ved åen. Historien fortæller, at Sven er ved at lokke alle festdeltagere ned i åen til Nøkken. De reddes kun, fordi doktoren kommer fra sygebesøg og skærer strengene over på Svens violin. Derefter vil ingen vide af Sven, og man finder ham på bunden af åen, så Nøkken har fået sin årlige mand. Sproget er let at læse (lix 08 og lettal 14). Der er sat mange punktummer mellem to helmeninger, der hænger sammen med "og". Det er i orden nogle steder stilistisk, mens det andre steder er unødvendigt for at nedbringe lixtallet. Men indholdsmæssigt en udmærket historie. Gode illustrationer understøtter fint historien.
Ena går sine egne veje (05/06) af Bjørn Bensby og Katten (03/01 af Bent B. Nielsen er titler, som i sværhedsgrad og emne ligger tættest på Nøkken.
Anbefales til spændingshungrende begynderlæsere i 1. klasse (7 år) i såvel børnebiblioteker som skolernes læringscentre.