Bogen henvender sig til børn i tredje-fjerde klasse. Den kan anvendes til træning af indholdslæsning, som en del af et emne om gysergenren eller til underholdning i fritiden. Svage læsere i femte kan også have glæde af den.
Tre søskende: Linus, Maja og Oskar kommer i alvorlige vanskeligheder, da de bliver lokket ind på en kirkegård af et mystisk lysglimt fra en gravsten. Fire farlige mænd er ved at åbne en grav på jagt efter en skat. De bryder sig ikke om indblanding, og snart er børnene forfulgt af dem, genfærd og en varulv. Til slut da læseren tror, alt er godt, sker der alligevel noget. Antallet af kaoselementer der bringes ind i en tekst øger risikoen for, at historien bare bliver rodet, men det er ikke tilfældet her, og det er også lykkedes at lave et godt samspil mellem velkendt dagligliv hjemme hos børnenes familie og gruen på kirkegården. Nitten kapitler i overskuelig længde. Skiftende synsvinkler og mange kapitler afsluttet med en cliff-hanger, vil tvinge læseren videre i historien. Sproget bør ikke give anledning til problemer, men der er en del lange ord, de fleste børn skal have hjælp til. Enkelte steder er teksten ledsaget af sort-hvide illustrationer, der understreger den dystre stemning.
Der er ikke mangel på gyserfortællinger til læsere i tredje-fjerde klasse, men kombinationen af varulve, genfærd og forbrydere af menneskekød har ingen fortilfælde.
Underholdende gys i en handlingsmættet stil der passer godt til målgruppen.