Bøger / skønlitteratur / digte

Noget om Nanette


Beskrivelse


Digte og tegninger går op i en højere enhed i beskrivelsen af den skønne Nanette, som måske ikke er særlig kysk eller klog, men som er så meget andet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Finn Windfeldt Hansen

2008

Halfdan Rasmussen (1915-2002) er en af de få digtere der favner både børn og voksne. H.C. Andersen er en anden. Her får de voksne mulighed for et gensyn med Nanette i en af "Noget om.."-titlerne. "Tosserier" og/eller nonsenslyrik? At Halfdan Rasmussen er noget helt for sig selv demonstreres til fulde i en udgivelse der bare sælger sig selv, ikke mindst takket være illustratoren Ib Spang Olsens (f.1921) uforlignelige streg.

Digterens humoristiske, underfundige og morsomme, flere lignende adjektiver kunne sagtens tages i brug, tekster om den yppige Nanette, der bestemt ikke skal beskyldes for at være dydsiret så snarere gavmild fuldt og helt, får en til at trække på smilebåndet eller mere igen og igen. Halfdan Rasmussen demonstrerer et eget sprogligt artisteri med skyldig respekt for rytme, rim og metrik, og som forhåbentlig vil stå mange år i dansk lyrik. En ganske særegen tone slås an og illustreres tillige i Spang Olsens ledsagende billeddigtning. Resultatet er, at dette kunstneriske makkerpar kommer til at stå i helt deres eget kongeniale lys!.

Halfdan Rasmussens mange "Tosserier", 1. til 7. samling udkom 1951-57 og igen så sent som 2002: 24 Tosserier Nanette-udgivelsen udkom første gang i 1972 og igen 1989 i samme format, udstyr og illustrationer som her.

Halfdan Rasmussens lyse side kommer til fuld udfoldelse i en perlerække af spændstigt humoristiske digte om den skønne og frodige Nanette, der som en anden forbuden frugt bredt slanger sig henad bogens sider!.