Benny Andersens seneste bog er desværre og uomtvistelig en skuffelse. Disse digte, erindringsfragmenter og brudstykker af breve fra hans tid som turnerende restaurationsmusiker i 1950'ernegiver nok et ret præcist situationsbillede af hans og kollegers glæder og genvordigheder, men det er desværre ikke gjort med den afslappede og ironiske distance, som sædvanligvis karakteriserer ogudmærker hans produktion. Det er, som om han er kommet for tæt på en virkelighed, han ikke har formået at fabulere sig ud af. Selvfølgelig lyner talentet i nogle enkelte fine iagttagelser ogformuleringer, men der er desværre alt for langt mellem gimtene.