Bøger / faglitteratur / billedværker

Nordisk eksotisk


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. juli 2010

af

af

Lone Krøgh

d. 6. juli 2010

Meget flot inspirations- og bladrebog fra otte københavnske lejligheder og huse, der alle beboes af modefolk, designere og andre fra den kreative klasse, som forstår at sætte deres personlige præg på deres hjem. En bog om boligindretning, som hurtigt vil få ben at gå på og drømmene til at florere.

Fælles for de otte i hjem i bogen er beboernes engagement i boligindretning, deres stilsikkerhed og æstetiske sans og - ikke mindst - den tilsyneladende rigelighed af penge. De meget forskellige hjem bebos af berejste storbymennesker, der med udgangspunkt i den nordiske kulturs boligtradition har skabt et personligt og eksotisk udtryk i deres bolig. Der er mange flotte og inspirerende farvefotografier at fordybe sig i, om det er fra den lyse nordiske stil, kolonistilen, den afrikanske farm, det ombyggede værft, det kunstneriske rækkehus eller globetrotterens totalt renoverede lejlighed i Nyhavn. En flot og inspirerende bog, som trods en usikker kommasætning i tekstdelen, vil klæde og forny enhver samling af bøger om boligindretning.

Strømmen af bøger om boligindretning er langt fra så kraftig som for et par år siden, så nyt er velkomment. Nordisk eksotisk er første del af en planlagt serie, som skal blive interessant at følge. Forfatterne har tilbage i 2006 udgivet Home sweet home.

Dejlig boligindretningsbog fra gennemført flotte og individuelt indrettede københavnske hjem, som der vil være lånere til over det ganske land. Drømme koster jo som bekendt ikke noget.


Berlingske tidende

d. 18. juli 2010

af

af

Birgit Straarup

d. 18. juli 2010