I dette mesterlige "kvad" med rødder direkte i sagaerne, men med handling i 1700-tallet befæster den islandske forfatter (1955-) sin position som én af nutidens store fortællere. Hovedpersonen Svartur er af Sturlungeslægtens mandslinje. Han vokser op på en gård på Island i slutningen af 1700-tallet, en formørket tid med pest og epidemier, uår, misvækst og bundløs armod, og menneskelige dårskaber som grådighed, hævntørst, slætsfejder og magtbegær. Ved skæbnens ugunst bliver Svartur krøbling - i hvert fald for en tid - og forældreløs, og hans beundrede bror bliver uretfærdigt fredløs, og må strejfe om i den islandske ødemark under kummerlige vilkår. Svartur bortauktioneres til en ilter og beregnende satan af en præst, som "afskaffer" hans handicap, og Svartur ændrer nu status fra kryb til høj, våbenfør og handlekraftig yngling. Hans livsopgave bliver at finde den fredløse bror og få retfærdighed, og dette bringer ham på rejse i Islands ødemark, til Norge og til København. Det er en pragtfuldt skrevet, farverig og sanselig fortælling, som med saft og kraft og lune fortsætter sagaernes tradition i fortællingen om islændingenes heltegerninger.