En billedbog, der kan tjene til at forvirre målgruppens 5-8-årige børn godt og grundigt, polerne har faktisk ikke ret meget til fælles.
Fagbilledbog, hvor seriøse panoramaer fra vand, is og land veksler med kortfattede faktabokse, en quiz, en tegneserie, flapper. Hvad er poler?, dyreliv ved polerne, om isbjerge, isbjørne, pingviner, udklædning og hobby-aktivitet omkring pingviner, ekspeditioner og konsekvenser af klimaforandringer. Jeg synes, det er problematisk at kombinere fakta, beskrivelser, over-nuttede børn der tilsyneladende leger med de vilde dyr, pjank, udklædning og klippe-klistre-virksomhed med vidensformidling. Jeg forstår fx ikke, hvorfor isbjørne skal smile. Når det til overflod handler om to meget eksotiske emner, som domineres af både fordomme og uvidenhed, så bliver det ikke vellykket. Illustrationerne fokuserer på canadiske inuit, ikke grønlandske. De to områders ekspeditionshistorie er lang og kompleks og egner sig egentlig ikke til det lette billedbogsformat. Forfatter og tegner står bag en bog om Stjerner og planeter, 2010, som denne ligner i opbygningen. Del af en forlagsserie med fire strenge, her Verden.
Det er lige før jeg foretrækker Rasmus Klump på Nordpolen, her er lige så muntert og ingen der prøver at bilde ungerne ind, at der er tale om vidensfomidling. Ellers vil en lettilgængelig skolebog gøre fyldest for målgruppen, som i forvejen får store mængder af information via film og tv.
Et problematisk konglomerat af fakta, sjov og aktivitetsforslag, som næppe tjener oplysningens sag.