En dragende fortælling med ekspeditionsdrama, polarhistorie og eksistentiel refleksion. Bogen kan læses af alle med interesse for eventyr, ekspeditioner, personhistorie og Nordpolen.
Den norske eventyrer Erling Kagge tager læseren med til jordens nordligste punkt, Nordpolen. Kagge, som i 1990 sammen med Børge Ousland blev den første til at nå Nordpolen på ski uden hjælp, bruger sine egne erfaringer som springbræt til en bredere undersøgelse af Nordpolens rolle i fantasi, mytologi og politik. Kagges tekst blander anekdoter fra ekspeditionen med overvejelser over alt fra faderkomplekser til klimaforandringer. Bogen formidler, hvordan det barske arktiske landskab reducerer mennesket til det essentielle på både godt og ondt. Historisk trækkes linjer til antikke forestillinger om et paradisisk land hinsides Nordenvinden. Han berører national stolthed og dødelige ekspeditioner. Kagge er inspireret af eksistentialister og argumenterer for, at mening i livet findes i afsavn og anstrengelse, som står i kontrast til det moderne menneskes komfortable tilværelse.
Bogen er rig på detaljer, stærk i sin formidling af fysiske strabadser og fyldt med nedslag i mytologi og ekspeditionshistorie. Bogen er ikke blot en rejsebog, men en fortælling om menneskets tiltrækning mod det hvide intet. Tonen i bogen er skiftevis filosofisk og sanselig.
En ekspedition til Nordpolen fremstilles også i Til Nordpolen.