Normaliseret : digt

Stærkt, selvbiografisk langdigt om at være dømt for forsøg på manddrab, om hvordan løsladelsen føles som at bo i et fængsel af frihed - og om at være ophøjet til feteret og etableret digter, der lever af at omsætte sine traumer til kultureliten. Til lyriklæseren med interesse for racisme, kriminalitet og klassesamfund.

Haidar Ansari debuterede i 2022 med digtsamlingen Institutionaliseret om ungdom, kriminalitet og fængselsophold. Dette langdigt beskriver tiden efter fængselsopholdet, om debuten som digter, og om det at finde sig til rette i nye roller, med et ben i den nyfundne frihed og et i det gamle ghettoliv. Digtet er delvist henvendt til "lillebror" som Ansari vil gøre forståelig at tiderne har ændret sig, at Vesten bærer på skyld og sort samvittighed, men at en ny guldalder er på vej. Danskheden og eliten vil ikke vedblive med at være hvid. Fremtiden vil tilhøre de brune.

Ansari leverer et stærkt personligt og politisk indigneret langdigt med lige dele vrede, afmagt og håb. Det er et generationsdigt, måske især til de unge i ghettoerne eller dem i fængslerne, som anråbes til at forstå, at forvandling er mulig, og at fremtiden er deres. I en rå, afsøgende og omskiftelig tone, forsøger Ansari at forstå sin egen identitet og råbe op til fælles kamp mod stigmatisering.

Bringer minder om Yahya Hassans digtsamlinger, men ligger på en måde tættere på fx E. Louis´ Forvandlingens metode.

Læs hele vurderingen