d. 21. juli 2011
af
af
Ulrich Breuning
d. 21. juli 2011
Wim Wenders personlige filmoptegnelser til en dokumentarisk mosaik med fokus på modeskaberen Yohji Yamamoto burde i sagens natur henvende sig til et publikum med interesse for haute couture. Men optagelserne fra modeshows er nærmest fraværende, for der er snarere tale om et filosofisk billeddigt om en skabende proces. Og det henvender sig og kan formidles til alle med interesse for film og kunstens væsen. Fra 15 år.
Da lederen af Pompidou-centret i Paris opfordrer Wim Wenders til at lave en dokumentarfilm om den japanske designer Yohji Yamamoto, tænker han først at takke nej. For mode interesserer ham ikke. Men det gør film og den skabende proces, og måske er modeindustrien ganske som filmens ditto? Så den tyske instruktør begynder at filme af nysgerrighed og finder ud af, at design handler om "form og materiale. Samme gamle dilemma, samme ritual som andre kunstarter"! Wim Wenders har lavet et smukt digt over filmiske dagbogsoptegnelser, som han filosoferer over på lydsiden. Hele tiden med synlig bevidsthed om den filmiske form (ofte med brug af splitscreen, hvor den fortællende Yamamoto kun er en del af mosaikken, der også indbefatter Paris og Tokyo) og sammenhængen mellem tradition og nyskabelse.
Der findes fine dokumentarfilm om berømte designere som for eksempel Yves Saint-Laurent, men den reflekterende form i Wim Wenders' 'dagbogsoptegnelser' er mestendels sammenlignelig med instruktørens egen Tokyo-Ga, 1985 om den japanske instruktør Yasujiro Ozu.
Tænksomt og anbefalelsesværdigt filmdigt.
