Udgivelses- og oplæsningsserien Poetic Corridors (Dam-Cph 2011) er et kulturelt udvekslingsprojekt mellem Damaskus og København omfattende 3 danske og syriske forfattere, som hver har lavet et skønlitterært værk. På biblioteket egner værkerne sig til samlet (levende) formidling af ny interkulturel litteratur, men ikke til at stå hver for sig på hylden pga. værkernes mini-lommeformat.
Minor er født 1988. Hun debuterede i Hvedekorn i 2010, læser p.t. på forfatterskolen, er kronikør og har medvirket i filmen Hannibal og Jerry. Jeg vil betegne Minors bidrag til serien som en minimalistisk prosalyrisk fortælling, i hvilken der siges lige så meget imellem linjerne som på dem. Minor formår med få velvalgte ord og i en fortættet stemning at skabe et helt univers af et mislykket og fremmedgjort parforhold. Hovedpersonerne er navnløse. Han har et job, hendes arbejde er at elske ham. Mens han udfolder sig i job og i paragliding står hun standby og "sidder inde og ordner fluerne i karmen" eller prøver at holde på hundehvalpen, som heller ikke føler sig godt tilpas.
De 3 syriske og danske forfattere i serien er: Hanadi Zarka, Dima Wannous, Golan Haji, Kristina Stoltz, Josefine Klougart og Caroline Albertine Minor. Genremæssigt spænder serien over digte, prosalyrisk fortælling til minimal roman og novelle.
En minimalistisk prosalyrisk fortælling om fremmedgjort kærlighed i en fortættet stemning. Den er fremragende, men er dog ikke biblioteksegnet pga. formatet.