"Benals debutalbum Nu er et pertentligt sammensat værk med kølig elektronisk puls og en tematisk rød tråd om en flegmatisk antihelts sejre og nederlag i kærlighedsrouletten. En slags imploderet parforholdsalbum, hvor stumperne ligger spredt, og lytteren selv må forsøge at samle dem og se, om der er en happy end. Teksterne er vildt varierede, svingende mellem dadaistiske ordkonstruktioner og deadpan-humor. På én gang nørdede, indforståede, rablende, surrealistiske, fyndige, følsomme og forvirrede ... Vekselvirkningen mellem de heftigt associerende tekster og produceren Magnus Alberts skarpt optrukne kompositioner er Nu's store styrke. Det er en inspirerende sprogleg med en underliggende alvor".