Bøger / skønlitteratur til børn / tegneserier

Nusers værste ven

Del af Radiserne

Beskrivelse


Tegneserieepisoder i farver om hunden Nuser, den skrappe Trine og alle de andre Radiser.

Tidsskrift

Artiklen er en del af

Artiklerne i  handler ofte om

Artikler med samme emner

Fra


Artikler

Alle registrerede artikler fordelt på udgivelser

...

...

...

...

...


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Arne Holst (skole)

d. 18. dec. 2018

Tegneserie i farver, format ca. 29X22 cm, 46 sider. Hver enkelt side er en afsluttet episode. Søren Brun er den hyppigste figur, men næsten hele persongalleriet fra »Radiserne« errepræsenteret. Hunden »Nuser« optræder kun i 12 episoder, så hæftets titel kan forekomme lidt misvisende. Vi møder de velkendte ingredienser - suttekluden, den forsmåede kærlighed og boden medpsykiatrisk hjælp. De filosofiske dialoger og de overraskende pointer. Charles Schultz er en ener i tegneseriekunst, og det fornægter sig heller ikke i dette hæfte. Det er raffineret humor ogsatire for børn og voksne. Ingen af episoderne falder igennem, selv om flere er bygget op over samme tema. Man kan vælge mellem at more sig umiddelbart over løjerne eller lade dem være udgangspunktfor dybsindige, filosofiske overvejelser. Fremragende underholdning. Fra 10 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Anders Hjorth Jørgensen (børn)

d. 18. dec. 2018

Nusers værste ven er titlen på dette tredie Radise-album fra Interpresse, og det på trods af at Nuser kun optræder i 12 af de 44 søndagsepisoder, som albummet rummer. Uden at det klart fremgårhvorfor, er det vistnok Trine, som er den værste ven. Ihvertfald er hun den »radise«, som er tildelt den største rolle. Hun optræder i 41 episoder. Episoderne har man set før i andre sammenhænge,bl. a. i Gyldendals Søndagsradise-samlinger. Ligesom i de to tidligere albums er der tale om en dansk oversættelse af en fransk oversættelse af den amerikanske originaltekst, men selvom det ikke erIda Hammerichs geniale fordanskning, man præsenteres for, virker teksten rimelig nok. Farvelægningen derimod er ganske rædselsfuld og smagløs. Schröder optræder således uden rimelig grund medskiftende hårfarve albummet igennem, ligesom taleboblerne ganske umotiveret til stadighed skifter kulør. I stedet for at virke fremmende for læsningen, virker farverne distraherende. På trods affarveladesmøreriet og enmanglende Ida Hammerich er der dog tale om en acceptabel udgivelse af den charmerende, udtryksfulde og menneskeligt skarpsindige tegneserie. Udstyret er Interpressessædvanlige albumsformat. Målgruppen er unge og voksne.