Forfatteren, der tidligere har skrevet letlæsningsbøgerne om Freja fra Havevej, præsenterer her en billedbog om troldene fra Troldedalen. Historien handler om troldeungen Nuttenok med den blå pels. Under forberedelserne til sommerfesten bliver han fanget af Kimekæmpen, der også røver troldenes specielt fremtryllede, helbredende krydderi, der opbevares i baljen med de gyldne håndtag. Nuttenok er på nippet til at blive ædt, men med mod og snilde lykkes det ham at flygte og samtidig redde baljen. Til sidst får han hjælp af vennerne Mullemok, Hattebok og Videnok. Det er en konstrueret historie, der inspireret af forskellige folkeeventyr anvender alt for mange tilfældige ingredienser. Den er fortalt på en lidt omstændelig facon, og teksten er forholdsvis lang for en billedbog. Illustrationerne er farvestrålende scenerier, hvor de mange, glade og venlige trolde vrimler rundt med forskellige aktiviteter. Stregen er anonym. Bogen kommer hverken på højde med Rolf Lidbergs troldebøger eller de traditionelle troldeeventyr. Den kan anvendes til oplæsning fra 5 år.