Tekstforlægget i DSLs serie af Danske Klassikere er denne gang originaludgaven fra 1841 suppleret med Reformationskantaten, 1839. Nye Digte falder i fire dele, der repræsenterer tre lyriskeformer. Første og sidste del skaber den lyriske ramme i form af et tankedigt. Heri ligger andendelens let satiriske versedrama og den episke tredjedel. Dette stykke epik, »De Nygifte«, er enromance-cyklus og skal fremhæves som et udmærket nedtonet psykologisk trekantsdrama, der kan læses og opleves udover den spekulative intention, der i øvrigt præger værket. De fire dele skullesamlet danne en syntese baseret på Hegels dialektiske princip. Et fra Heiberg ambitiøst bud på at skabe en universel, filosofisk poesi, der skulle gøre op med den herskende dualisme og skabe en helny form for læredigt. Heibergs betydning som kulturel førerskikkelse i samtiden er indiskutabel. Men man kan nære sin tvivl om hans tros- og tankefilosofi i digtform har noget at bibringe nutidenslæsere. Det forekommer atligge langt fra det moderne gennembrud, bare et par årtier senere. Bindet er som seriens øvrige, udover noter, forsynet med et fortrinligt og kompetent efterskrift afKlaus P. Mortensen. Her gives en koncentreret værkgennemgang, biografi m.v. Godt akademisk håndværk.