I serien Klassiske historier genfortælles her Odysseen. Bogen er bygget op efter det velkendte Dorling Kindersley Book-koncept. Teksten er velskrevet, illustrationerne mangfoldige, og bogen vil kunne bruges på flere måder. De yngste vil bladre i den og fascineres af de flotte, farverige og dramatiske illustrationer, som dog visse steder skildrer så voldsomme begivenheder, at de bliver nødt til at fylde hele siden, hvilket kan forstyrre læsningen af teksten. Mellemtrinnet vil nyde at få den læst højt, og de ældste fra 7. kl. og opefter vil kunne læse den selv. Selve beretningen begynder på Ithaka, hvor Odysseus levede med sin familie. Kort fortælles om, hvordan kong Menelaos får ham hyret til krigen og derefter fortælles med dramatik og spænding om den lange og farefulde færd hjem til sin elskede hustru Penelope og sønnen Telemakos. Genfortællingen er yderst velskrevet og suppleret med understøttende og relevante faktatekster med illustrationer. Yderligere indeholder bogen tre dobbeltopslag med oplysninger om den trojanske krig, en oversigt over de græske guder og gudinder samt et kort over Odysseus' færd. Odysseen er mange gange før blevet genfortalt for børn, og denne udgave vil fint kunne supplere de andre.