Forfatteren har i tidligere bøger bl.a. skrevet spændende bøger om unges strabadser i ekstreme situationer i sne og til vands. Denne gang er det i andre elemeneter, det foregår. Den 13-årige Brian er med et lille fly på vej i sommerferien for at besøge sin far, der er udstationeret ved et oliefelt i den canadiske ødemark, da piloten får et hjerteslag og dør. Brian nødlander selv flyet i en sø og overlever både styrtet og de følgende 54 dage. Han klarer sig den første tid med den økse, han havde fået til turen af sin mor, og lærer efterhånden som Robinson Crusoe at finde mad og bygge sig et skjul. Han finder efterhånden sig selv og en indre balance. Det hele ender først lykkeligt, da han efter en storm redder bl.a. en nødsender fra flyets nødudstyr. Historien er både underholdende og spændende læsning, og den er også godt fortalt. Det er en udmærket bog, som vil tiltale de børn og unge, der gerne vil læse om naturoplevelser og børn i farlige situationer, men uden at kunne opnå klassikerstatus. Mindre kan dog også gøre det, og som nyere robinsonade vil den fint kunne anvendes fra 12 år. Et kort efterskrift giver bogen et dokumentarisk præg, men om den er baseret på faktiske hændelser er usikkert. Ifølge forlaget har forfatteren på opfordring også skrevet bogen om, hvad der ville være sket, hvis Brian havde været nødt til at blive i ødemarken om vinteren.