Efter succes med sin trilogi om macho-CIA-agenten Kazinsky følger Jens Henrik Jensen med held op med en kun lidt blødere femi-helt, den blonde esbjergensiske kriminalassistent Nina Portland, der dog hverken mangler feminin ynde, en moderne enlig mors følsomhed, eller slagkraft a la en Lara Croft (computerfigur). Den første bog af en serie gætter jeg på. Plottet bygges omkring en af danmarkshistoriens mest mystiske og stadigt uløste kriminalgåder, nemlig sagen i 1993 om et tysk skib i Nordsøen, hvor et veritabelt blodbad finder sted. med 5 døde besætningsmedlemmer, og en overlevende, tilsyneladende oplagt skyldig russisk sømand, anklaget og senere frifundet. Under denne mystiske sag i Esbjerg var vores heltinde, ung og nyansat, og den uløste mordgåde har naget hende siden. At hun det samme år blev forført, gravid og forladt skærper nok hendes hukommelse ekstra. Nu 10 år efter er hun på jagt efter sandheden om Økseskibet, fra Esbjerg til Estland, London, Skotland, Letland og Litauen. Den heftige handling haster afsted, krydret med konspirationsteori, muslimske fundamentalister og den magtfulde russiske mafia. Jeg synes forf. slipper rigtigt godt fra sin første Nina Portland-thriller, den er spændende, tilpas hæsblæsende, velskrevet, og har bred læserappel.