Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Øret, øjet og armen


Beskrivelse


Vi er i Afrika i år 2194. Tre børn sniger sig hjemmefra for at gå på eventyr. Snart bliver de kidnappet af en forhærdet forbryderbande. De tre mutantdetektiver Øret, Øjet og Armen bliver sat på sagen af børnenes forældre.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 2000

af

af

Vera Jensen

d. 12. jan. 2000

Dette er Nancy Farmers første værk på dansk. Det er et digert, veldisponeret og velskrevet værk, der genremæssigt må rubriceres som science fiction eller fremtidseventyr. Handlingen udspilles i den afrikanske stat Zimbabwe i år 2194. Her møder vi tre søskende på 13, 11 og 7 år, der drevet af eventyrlyst forlader deres trygge og velbevogtede hjem, uanende at de snart vil blive kidnappet af en forhærdet forbryderbande. Det lykkes børnene at undslippe deres kidnappere, men straks er de atter i vanskeligheder. Børnenes forældre har ansat de tre mutantdetektiver, Øret, Øjet og Armen til at finde børnene. Det er et originalt og spændende plot, der også byder på humoristiske episoder. Persongalleriet er ligeledes originalt og vedkommende. Historien er udført som en odyssé gennem fascinerende, fantasifulde og futuristiske afrikanske miljøer, befolket med spændende og interessante figurer. Det er en virkelig begavet science fictionbog, der helt sikkert vil fænge både hos unge og voksne sf-læsere, selvom den primært henvender sig til de 12-15-årige. Det brogede forsidebillede, som forestiller de tre mutantdetektiver, signalerer dog mere fantasy end science fiction.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. jan. 2000

af

af

Birger Hoff (skole)

d. 12. jan. 2000

Det er en ordentlig mundfuld af en fortælling som den amerikanske forfatter, Nancy Farmer, her introduceres med på det danske bogmarked. I en genre der fordeler sig ligeligt mellem fantasy og science fiction, og som indeholder både humor og alvor, fortælles en historie fra et fremtidigt Zimbabwe, nærmere betegnet år 2194. Fortællingen forsøger at forbinde Afrikas fortid med en skeptisk teknologisk fremtid, hvor alt er styret af computere og robotter, og hvor fortiden er et kuriosum som holdes skarpt adskilt fra den regelrette nutid. Det kommer dog ikke til at virke helt overbevisende. Tværtimod synes det som om forfatteren vil nå for meget og derved glider af på dyberegående holdninger og ideer, hvilket blandt andet går ud over et ellers særdeles spændende persongalleri. General Matsikas tre børn lever et afsondret og stærkt bevogtet liv i familiens imponerende hjem, men længslen mod verden uden for bliver for stor, og en dag sniger de sig ud på egen hånd. En anderledes odyssé tager sin begyndelse, børnene forsvinder og de tre aparte detektiver, Øret, Øjet og Armen, sættes på opgaven for at finde de forsvundne. Yndere af genren, fra omkring 12 år og op, vil måske finde rejsen lang, men nået til vejs ende vil de trods alt være en anderledes oplevelse rigere.


Proxima

Nr. 72 (2001)

af

af

Niels Dalgaard

Nr. 72 (2001)



Informationer og udgaver