Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Ofelia i sne og storm


Beskrivelse


Juleaften er meget svær at glæde sig til efter at Ofelias mor er død. Og hendes hund er syg, og det sner og stormer alt for meget. Men så sker der pludselig noget, så juleglæden indfinder sig.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. dec. 2013

af

af

Vibeke Axelsen

d. 13. dec. 2013

Bogen er en udgivelse i den overordnede serie Billebøgerne, og denne er den sjette i serien om Ofelia. Serien er for begynderlæsere 7-8 år, og denne har tre biller - den sværeste. Til selvstændig læsning, men kan også anbefales til fælleslæsning og samtale.

Handlingen strækker sig over et par uger omkring juletid. Som en ramme er skolen før og efter juleferien; Ofelias klasse, hvor den førende - og mobbende - pige Vigga og hendes tro væbnere Ella og Ellen optræder. Julen er ekstra hård at komme igennem for Ofelia, der savner sin mor, der har været død i to år. Dertil kommer, at hendes elskede hund Nutella tilsyneladende er blevet syg, og far bedyrer, at han ikke har råd til gode julegaver, og da der ydermere kommer en stor snestorm, så ingen gæster kan nå frem, er det hele ikke til at bære. Nutellas "sygdom" og Ofelias nedtrykthed bliver dog vendt til glæde, da hunden juleaften føder to hvalpe. Så kan Viggas praleri med alle de store gaver, hun har fået, godt gå hen og lægge sig. Ofelia og hvalpene bliver genstand for glæde og kontakt med kammeraterne, til sidst såmænd også med de tre gimper. Historien fortælles i 12 små overskuelige kapitler, og hver anden side er en fin tekstunderstøttende og formidlende tegning. Lærervejledning og opgaver findes på www.billebøgerne.dk.

I serien om Olga - også i Billebøgerne - er der lignende problemstillinger i børnehøjde.

Endnu et lille pletskud i serien om Ofelia og hendes hverdag, som målgruppen kan identificere sig med.