På en politistation kommer en såret mand ved navn Gabriel ind og fortæller, at han har været kidnappet af en mand, der kaldte sig for Heath, som sagde, at Gabriel ville blive hans offer nr. 55. Senere kommer Heath ind på politistationen og fortæller, at han er offeret, og Gabriel er gerningsmanden. Hvem af dem taler sandt? For dem, der elsker en god krimi.
I den lille by Wilbrook i Western Australia går livet sin vante gang. Politiassistent Chandler er stolt af at lede byens lille politistation, hvor man er vant til at håndtere husspektakler og støjklager. Men dette ændrer sig på en varm dag, hvor en såret mand, dækket af indtørret blod, kommer vaklende ind på politistationen. Manden hedder Gabriel, og han fortæller, at han er blevet bedøvet og bortført af en mand ved navn Heath - og han fortalte Gabriel, at han ville blive hans offer nummer 55. Det står klart for Chandler, at der er tale om en seriemorder, og jagten sættes ind. Men pludselig kommer en mand ved navn Heath ind på politistationen. Han fortæller, at han er blevet bortført af Gabriel, og at han ville blive hans 55. offer. Chandler står med to mistænkte med to identiske historier. Men hvilken en er sand? En sag, der kommer til at involvere Chandler på en måde, han ikke havde forudset.
Superspændende krimi, der er svær at lægge fra sig. Sprogligt er den letlæselig.
En anden krimi, der også foregår i Australiens outback er Tørke.