Og søndagsbørn gav lov

I sin 4. digtsml. følger L.B. det spor, hun udlagde med debut'en i 1977. Enkle, lige-ud-ad-landevejen prosadigte, hvis indholdstyngde er det frie uetablerede han-hun forhold. Jeg kan godt leveuden dig / men jeg vil helst ikke, lød hendes udsagn i 77. Og således også i 81. Ud over denne ret snævre temakreds, det personlige kærlighedslivs trængsler og glæder, peger dog f.eks. titeldigtet:Hun er i kraft af sine privilegier et søndagsbarn i en nødstedt verden. Som sådan vil hun løfte sit ansvar, stolt og modigt byde livet kamp, ikke spilde tiden, energien. Hun har tillige lært at sesin personlighed som et højst foranderligt fænomen og stiller kættersk ? Ved dens betydningsfuldhed. Står sig med at jeg er hvad jeg er. L.B. kan stå som repræsentant for den unge selvstændige,åbne tillidsfulde og dog klogt reflekterende alenepige, en type som er groet ud af 70'ernes kønsudvikling, og som der bliver stadigt flere af. L.B.'s sprog er rart enkelt og jævntflydende,hverdagsagtigt stærkt,aldrig fladt. Hun forsøger sig ikke med lyriske finesser, hun ikke behersker, men holder sin stil dér, hvor hun præcist har fod på den. Af digte at være udlånes hendes bøgerpænt, og denne kan glide ind i rækken. For øvrigt oplagt til et evt. helt ungt lyrikpublikum.

Læs hele vurderingen