Martin Jensen er især kendt for middelalderkrimierne med Eske Litle, men skriver også andre romaner som denne samtidshistorie. Tre kvinder arbejder som frivillige på en café på skolen. En henvendelse fra en islamisk familiefar med en bøn om ikke at servere svinekød deler både dem og de øvrige forældre. En af de største modstandere er Hanne, der nærmest er folkepartist. Da en anden indvandrer, en enlig mor, pludselig står til hjemsendelse, træder hun dog i karakter som humanist, blandt andet i modsætning til sognepræsten, der går ind for lov og orden. Stille og roligt opruller Jensen et hverdagsdrama i en dansk provinsby med mange flotte nuancer i persontegninger og holdninger. Hannes to kolleger træder også i karakter: præstekonen Martha siger fra overfor mandens rigide holdninger, og Irene, hvis mand er hende utro træder ud af rollen som artig aktitektfrue. En god og velskrevet roman, der kan bruges bredt til samfundsmæssigt interesserede læsere.