Nintendo DS. Adventure-actionspil. Spillet er efterfølger til det meget roste spil Okami, som udkom i 2008. Spillet henvender sig til de ældste NDS-spillere fra ca. 12 år, unge og voksne, primært på grund af den noget indviklede baggrundshistorie og megen fortællende tekst. Spillet er på engelsk og har en PEGI-rating på 12 med ikoner for vold og grimt sprog.
En indviklet og lidt for lang forhistorie, som bygger på et stort maleri, kan forkortes til at ånden Sakuya tilkalder solgudinden Amaterasu for at bekæmpe de onde dæmoner som hærger Japan. I stedet for Amaterasu, dukker den lille hvide ulv Chibiterasu, som er barn af Amaterasu, op som frelser. Sammen med heltene Issun og Kuni skal Chibiterasu nu bekæmpe dæmonerne, som atter hærger Japan. Spillets helt unikke feature er uden tvivl "celestial brush", som lader brugeren male symboler på skærmen med konsollens stylus-pen, hvilket udløser spillerens action. Grafisk set er spillet holdt i en smuk, stemningsfuld pastelfarvet mangastil, som er godt afstemt med baggrundshistorien. Spillet byder på to spilmodes, hvoraf den letteste giver spilleren en god indføring i "celestial brush"-teknikken. Spillet består hovedsagelig af et godt miks af puzzles og boss-kampe.
Spillet er tydeligt inspireret af det klassiske adventurespil The legend of Zelda, men er ikke helt på samme kvalitetsniveau som dette.
Spillet er et ret specielt kvalitetsspil, som uden tvivl vil blive efterspurgt af den ældste gruppe NDS-brugere. Yngre brugere vil næppe have tålmodighed eller sproglige evner til at kapere den megen tekst i spillet.