Det meste af bogen optages af fotografier, dels af stenbillederne, dels af ting, der viser forfatterens vanlige parallellisering til nutiden og til andre kulturafsnit. En kort ledsagende tekst fortæller, hvad billederne viser, og hvilken betydning datidens mennesker har tillagt dem. Bogen giver en tidsmæssigt fremskridende oversigt over de tre oldtidsperioder i de tre nordiske lande med helleristningerne som den dominerende kilde. Ikke alle billeder har godt af det lille format, som uglebogsformatet nødvendiggør, men teksten er inspirerende, dristig i tolkningen og vil kunne fange mange, også læsere uden arkæologiske eller kunsthistoriske forudsætninger. Bag i bogen findes oversigtskort, og ved hver afbildning angives sted, men der er ikke stedregister. Kort litteraturoversigt.