Denne smukt producerede tv-serie, som rimeligt trofast bygger på Charles Dickens' berømte romanklassiker fra 1838, henvender sig med en lidt upoleret, rå, nutidig tone både til det trofaste publikum, der kender historien og gerne vil opleve en ny vinkel på Oliver Twists spændende meriter og til såkaldte nye seere, som givet vil hoppe på og få en stor oplevelse. Fra 11 år.
10-årige Oliver Twist kender hverken sin far eller mor og arbejder sammen med andre forældreløse børn på fattiggårdens fabrik. Pryglene er mange, og madrationerne få, så Oliver protesterer, hvilket fører til endnu flere prygl. Oliver stikker af og kommer til London, hvor han indlemmes i jøden Fagins tyvebande. Men Oliver er ikke den fødte tyv og finder til sidst sin rigtige familie, selv om en ond slægtning helst så Oliver død og borte for uretmæssigt at kunne tilegne sig hans arv.
Charles Dickens' forfatterskab er som skabt for filmmediet med dets mylder af farverige personer og samtidig klar fokus på én hovedkarakter. Dickens er da også generelt en af de mest filmatiserede forfattere, og især Oliver Twist findes i mange udgaver. Mest berømt er med rette David Leans klassiske mesterværk fra 1948, og også Roman Polanskis har i 2005 instrueret en seværdig version. I 1999 stod Renny Rye for en usædvanlig, 6 timer og 26 minutter lang tv-serie.
Solid, klassisk drejet engelsk tv-serie med gode skuespillerpræstationer, som endnu en gang gør Oliver Twists oplevelser i 1800-tallets klassedelte England levende og vedkommende.