Svenske billedbøger brillerer ofte ved kvalitet, originalitet og relevans. Og når så denne har vundet Raben og Sjögrens billedbogskonkurrence i 1994 spændes ens forventninger uvilkårligt højt, for højt viser det sig til denne søde, men jævne og lidt gammeldags sag. Billedmæssigt formidles historien kært, stemningsfuldt og dækkende for handlingen og hovedpersonens stemninger, men så er der heller ikke meget mere at sige om de blødt og harmonisk farvelagte ill. Historien om pigen, der skal have en ny kjole fortælles på stort set vellykkede vers, der nådigt kamuflerer, at handlingen er uden særlig sug eller fremdrift. Men den konflikt mellem barnets vilde ønsker og den voksnes kedligt praktiske overvejelser, der er historiens kerne er ligeså gammel som den er velkendt. I forretningen går moren naturligvis efter billige rester, mens Olivia leder efter stof med "roser og farver og fester". Kompromisset ender med en kjole, som Olivia hader, men alligevel bliver hun ked af det, da den ved et uheld bliver oversået med pletter af mælkebøttesaft. Fortvivlet forsøger hun at vaske den og ender med i panik at smide den i toilettet. Men mor vender nederlaget til sejr for dem begge ved at brodere fine hvide roser over hver eneste plet. Fra 4 år.