Det er en rigtig fin fagbog, som tidligere zoodirektør Bent Jørgensen har lavet i sin sædvanlige godt formidlende og veloplagte stil om alt det, der sker om natten. Han kommer bredt rundt om emnet, både hvad angår de nataktive dyrs adfærd, stjernehimlen og vores søvn og drømme. Bogen er sat op i små afsnit, som er krydret med Birde Poulsens blide, naturalistiske akvareller og en i forhold til moderne fagbøger ret behersket brug af faktabokse. I 1981 udgav forfatteren Livet om natten om samme emne, men det er to vidt forskellige bøger, hvor den nye er langt mere omfattende med kapitler om spøgelser og nisser og mange flere dyrearter beskrevet. Bent Jørgensens store force er, at han ud af mange informationer er god til at udvælge de interessante, små ting, som man som læser let kan hæfte sig ved og huske, og det er på den måde en bog, som videbegærlige børn fra 11 år kan have glæde af og også selv er i stand til at læse. Drenge i en vis alder plejer at være glade for at kunne proppe sig med naturviden af typen: lldfluer kan morse til hinanden ved at blinke, og hver art har sit eget system, og vampyrflagermus har det med at bide mennesker i storetåen, hvis de skal have blod fra os. Bent Jørgensen kendes fra en del bøger af samme type.