De svenske krimier er enormt populære i både bog og tv-serie form. Forfattere som Mankell, Sjövall og Wahlöö, Läckberg o.a. har haft kæmpesucces både i papir- og tv-serie format. Denne filmatisering af et af Arne Dahls 10 bind om Sveriges CSI, A-Gruppen vil også blive en succes hos alle, der hungrer efter en ny skandinavisk krimi på skærmen.
En svensk mand myrdes brutalt i en lufthavn i USA. Morderen stikker af til Sverige og giver landet dets første amerikanske seriemorder. Hultin, stifter af A-Gruppen, det svenske Rigskriminalpolitis specialenhed, kaldes til New York. Her oplyses hun om FBI's problemer med "The Kentucky Killer", der har begået en lang række mord og så går jagten ind. Instruktøren er ukendt, men flere af de medvirkende kendes fra andre svenske krimier; bl.a er filmens velskrevet manus, leveret af Cilla og Rolf Börjlind, der også stod bag manus til både Beck og Wallander. De har styr på at fortælle en spændende historie og samtidig levere grundlaget for gode personskildringer af A-gruppens forskellige typer af opdagere, både på jobbet og på hjemmefronten med problemer med børn og ægteskab. En international vinkel i historien, der involverer det amerikanske militær og de hemmelige tjenester, er en god fornyelse.
Filmen kan sammenlignes med serier som Wallander og Beck.
En velfortalt spændende krimi, med gode skuespilpræstationer, velkomponerede billeder og drevne actionscener, til det voksne publikum.