Det er den tredje samfundskritiske krimi på dansk, af de planlagte 10 fra det velsmurte tastatur, hvis ejermand endnu ingen kender. Denne gang krydser de drevne politifolk fra den nu opløste svenske speciel-enhed "A-gruppen" atter spor, da der sammen med et mord på en fodboldsupporter afdækkes kriminalitet, som rækker langt udover simpel hooliganisme. Hvor der bag en eksplosion i det svenske, sikrede og lukkede fængsel Kumla, gemmer sig den østeuropæiske narkomafia, højreekstremisme, terrorismens trussel, fortidens hævn og opgør i underverdenen, jagt på pædofile på nettet, korruption og bestikkelse med forbindelse helt til politiets top. Der er hårdt brug for den nu uformelle gruppe elite-politifolk, som bliver reaktiverede og kompletterer hinanden fagligt og menneskeligt med dygtig deduktion af hændelsesforløb og sammenflettede begivenheder. De to første bøger i serien blev overøste med anmelderroser, og der er absolut ingen grund til at spare blomsterstrømmen til den tredje heller. Det gøres ikke meget bedre, hvis man som mange læsere ønsker et godt tænkt plot, velskrevne ord, velkrydrede med samfundskritik og satire, og ikke mindst en bog uden en kedelig side, hvor selv beskrivelsen af politiforhør er spændende.