En temmelig usædvanlig, let ungdomsbog, som udspiller sig under krigshandlingerne i Afghanistan. Krigstemaet og de effektfulde illustrationer skal nok lokke bogen i hænderne på nysgerrige læsere over 12-13 år - især drenge sandsynligvis. Ret stor sats, absolut overskueligt sidetal og filmisk realistiske illustrationer gør, at bogen også er særdeles relevant for ældre, mindre stærke læsere.
Historien foregår i Green Zone i Helmand-provinsen. Den unge danske soldat, Niclas er i krig i Afghanistan. I starten får læseren den opfattelse, at det er en temmelig sædvanlig patruljering, der foregår. Langsomt bliver man imidlertid klar over, at Niclas og hans kammerat hjemme på basen har deres eget, private forehavende kørende. Rygtet om en masse penge, som er gemt i et tomt kontor i nærheden, har været for stor en fristelse. Niclas finder faktisk pengene, men krigshandlingerne rykker helt ind på livet, og de hurtige penge får undervejs en ny, alvorlig betydning. Mange krigsudtryk, fagslang og de skarpe, tegneserielignende billeder gør fortællingen ganske original og dramatisk.
Ligner tematisk ingen anden eksisterende, let ungdomslitteratur.
Absolut spændende og ganske original krigsfortælling, som udspiller sig under realistiske og barske forhold under den danske krigsindsats i Afghanistan. Et svært og følsomt emne, som behandles med dramatik, indlevelse og et befriende strejf af moral, som helt undgår at blive vammelt, fordi det moralske dilemma netop kun antydes.