For krimi- og actionlæsere, der på grund af sproget nok skal findes i ældresegmentet.
Forfatteren er tidligere fængselsbetjent og har både udgivet en historisk roman, en spændingsroman og sine erindringer. Stan Crow er en FBI-agent med indianske aner, der sendes på udvekslingsophold til Istanbul. Samtidig ankommer to amerikanske forretningsmænd, der er i gang med det helt store kup: de uvurderlige nationalskatte fra Tokapi-museet. Deres plan er tilsyneladende skudsikker, men samarbejdet med lokale anarkister går ikke helt velsmurt, så Stan Crow bliver indblandet i og vidne til en af landets største politiaktioner. Bogen er gennemresearchet og kan næsten bruges som guide til Istanbul, men sproget er lidt støvet og præget af mange gentagelser, og selv om historien har meget drama, virker den løs i plottet og fænger ikke rigtig.
Blandt andet Jason Goodwin og Barbara Nadel har skrevet glimrende krimier fra Istanbul. Sammenlignet med Uno Wolfs øvrige romaner er også researchen den stærke side denne gang.
En velresearchet krimi, der dog tynges af bedaget sprog og løst plot.